Se dette nyhedsbrev i en browser
Kære alle

Velkommen tilbage fra sommerlandet. Vi håber, I har haft en dejlig sommer.

På klinikken har det været en travl sommer, men ikke så travl, at vi ikke har haft tid til at holde ferie.
Nu er vi tilbage igen og ved at være oppe i fulde omdrejninger.

Efteråret byder på spændende projekter, foredrag rundt om i verden og ikke mindst en stor forandring i personalegruppen på klinikken.

Vi fortæller mere om det meste her i nyhedsbrevet - god læselyst!


♥ Hjerteprojekt ♥ - Cavalier King Charles Spaniels søges!

I foråret deltog vi i et projekt med Københavns Universitet, hvor hunde med mislyd på hjertet blev undersøgt for narkosens påvirkning af hjertet i forbindelse med en tandrensning.

Projektet forsætter nu gennem hele efteråret, og i den forbindelse efterlyser vi flere hunde, men UDELUKKENDE af racen Cavalier King Charles Spaniels og MINDST 4 år gamle, til deltagelse i projektet. Hundene behøver IKKE at have en mislyd for at deltage.

Projektet er GRATIS og inkluderer:

Hjertescanning på Københavns Universitet
Blodprøve før bedøvelse
Tandrensning ved specialdyrlæge Jens Ruhnau
2 x 24 timers optagelse af hjerterytmen.

Har du lyst til at deltage så læs mere her

Ny dyrlæge

Vi er utrolig glade for at kunne præsentere jer for dyrlæge Camilla Kjærsgaard.

Camilla er startet på klinikken den 1. juni og er allerede faldet rigtigt godt til. Camilla er uddannet dyrlæge i 2011 og har siden efteruddannet sig inden for tandbehandling. Camilla har gennem årene deltaget på mange af Jens' kurser, så vi kendte hende lidt i forvejen.
Camilla har stor erfaring i behandling af smådyr. Hun har arbejdet på hospitaler i Norge, Sverige og Danmark.

Vi byder Camilla velkommen i teamet.

Tak for alle de skønne sommerferiebilleder


Tusind tak til alle jer som har sendt os sommerferiebilleder af jeres kæledyr.
Det har været hyggeligt med så mange hilsner, og vi har delt dem flittigt på Facebook.
Vi har samlet en del af dem i collagen her.

Pænt farvel

Efter 8 år på AniCura TandDyreklinikken har jeg valgt at søge nye veje.

Det har været nogle skønne og gode år, fyldt med masser af arbejde, gode samarbejdspartnere, super kolleger, søde klienter og ikke mindst en masse skønne dyr.
Der findes ikke mange arbejdspladser hvor man hver dag bliver mødt af kunder så glade, at de ligefrem springer én i møde og måske endda også hopper op af én ;-) Enkelte vil sågar også gerne kysse.
Det er altså noget af det bedste!

Min sidste arbejdsdag på klinikken er den 31. august.

For at imødekomme nysgerrige sjæle kan jeg fortælle, at jeg på en måde bliver i branchen. Jeg har startet en ny virksomhed, som udbyder efteruddannelse til primært dyrlæger og veterinærsygeplejersker, og udelukkende online (webinarer). Samtidigt har jeg indgået aftaler med et par små virksomheder om at hjælpe dem med deres forretningsudvikling.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige en STOR tak til alle jer, som gennem årerne har valgt at betro os behandlingen af jeres kæledyr.
Der skal også lydeen  tak til alle jer kolleger i branchen, som troede på vores idé med en specialistklinik,havde tiltro til vores kompetencer og valgte at henvise jeres patienter til os.

Det håber jeg selvfølgelig, at I fortsætter med.

Vi ses derude.


Lene Ruhnau
Frameld dig dette nyhedsbrev